Al den kærlighed

I går var jeg ude med en veninde (vi var først inde og høre damerne bag Frit Flet, og jeg kan kun sige: LØB UD OG KØB!), som efter 20 år i San Fransisco overvejer at flytte tilbage til Danmark, hvor hun engang kom fra.
Plus på San Fransisco-siden: stort alternativt miljø
Plus på DK-side: bum-bum-bum … vejret?
Men faktisk var hun ved at have det lidt med det alternative miljø i SF som vi andre har det med november. For alle går rundt og siger det samme og er frygteligt enige. Men hvem ved egentlig længere, hvad de mener, når de taler om ‘bevidsthed’ eller andre af gloserne fra mindfullness-vokabulariet? Er det ikke bare blevet et lingo, der tegner front?
Det fik mig til at tænke på al den kærlighed, der flyder rundt. Faktisk kender jeg ikke nogen, der ikke er helt vilde med det der kærlighed. Vi kan ikke få nok, ikke sende nok af det efter vores veninder på facebook, inklusiv dem vi faktisk aldrig har mødt i virkeligheden. Vi elsker bare så meget … så mange ting. Faktisk så meget, at vi, som en anden veninde tørt bemærkede i weekenden, helt har afskaffet ordet ‘bryllup’ og nu kalder det at love hinanden troskab og guld og grønne skove ind i evigheden for ‘en kærlighedsfest’.
Det er ofte os, der er børn er love-not-war-generationen, der insisterer på den kærlighed. Måske fordi vi er lidt i tvivl? Måske fordi vi føler os snydt af tidsånden, der kom en postgang for tidligt for os? Måske. Måske er det bare en nostalgi efter noget, vi tror fandtes.
Vi forestiller os, at alting var enklere, mere rummeligt, og flød over af L-O-V-E i tie-dye-farver, men måske er vores forestilling om den tid omtrent lige så autentisk som vores instagramfotos.
Er al den kærlighed blevet en markør? Et ord, der placerer os i en bestemt kategori, som dem der er rummelige og har overskud. Med andre ord: dem vi gerne vil være det meste af tiden. En blind gestus.
Jeg er ikke kærlighedsfornægter.
Jeg tænker bare, at inden man sender endnu et ❤ ud i universet, kan man stoppe op og spørge sig selv, om man egentlig bærer al den kærlighed udenpå som den sidste nye frakke fra Malene Birger. Eller om man er rede til at vende den indad også. Bruge den til at tilgive hverdagens små irritationsmomenter. Til at være åben overfor den andens argumenter, i stedet for at grave sig ned i sin egen mening. Til at være lyttende der, hvor det er lettest at lukke af og smække med døren. Eller rynke på næsen. Til at række ud, måske med noget så lavpraktisk som en gryderet, til dem, der har brug for det. Indsæt selv andre muligheder.
Altså leve al den kærlighed. I virkeligheden.

(Jeg siger ikke, at det er let)