Jeg får ikke skrevet så meget på bloggen her i øjeblikket. Det er fordi, jeg jeg har fået et andet menneskes liv i hænderne og sidder og skriver en livshistorie for en kvinde, der har været ikke så lidt igennem.
Det er sådan noget, der foregår ovre i den side-geschäft , jeg har sammen med Lisbeth Rindholt, Cordes & Rindholt.
Der er en sandhed i, at livet altid overgår fiktionen. Også selvom der er skrevet mange fantastiske romaner, der kommer så tæt på livet, at man næsten trækker vejret sammen med personerne. Selv har jeg altid været glad for Siri Hustvedts What I loved for netop denne kvalitet. Der er selvfølgelig andre (jeg er jo nødt til at nævne Ulysses og jeg må med skam meddele, at jeg endnu ikke har læst Min Kamp). Måske fordi netop What I Loved kom tæt på et liv, jeg selv genkendte. Sådan har vi alle vores spejlinger.
Alligevel er der altid noget, der har det med at undslippe. Uforudsigeligheden. De fuldkommen dramaturgisk ulogiske twists and turns som livet har det med at smide ned i sit eget spor. Man tror, at man lever een historie, og så starter der i virkeligheden en anden op et andet sted, som man ikke havde regnet med; den tager til i fart og styrke og pludselig frontalkolliderer den med det liv, man troede sig sikker i. Train wreck.
Hvis man har overlevet, er der ikke andet at gøre end at rejse sig op igen og samle stumperne op. Forsøge at bygge et eller andet ud af dem.
I det her tilfælde skriver vi ikke med henblik på udgivelse. Det er ren sprogterapi for den kvinde, vi skriver for. Et forsøg på at trække hændelserne på en snor af ord, der kan give mening. Ord som forløser. Det er en af den slags opgaver, der har sin helt egen alvor.
Susanne Cordes 