I sommerlandet finder hjertet sin egen rytme. Varmen duver ned over os allerede fra morgenstunden og lægger sin egen begrænsning for hurtigheden.
Sommerhusets omrids sitrer.
Det var altid mest min mors. Sommerhuset.
Nu har hun været væk i et år, og selvom det er flittigt besøgt, virker det alligevel forladt.
Min mor var ikke en, der gav udtryk for sine følelser, i hvert fald ikke dem, hun havde for andre, men hun var god til at skabe praktiske projekter for sig selv.
Nu ligger spindelvævene fra den koloni af stankelben, der har taget huset i besiddelse, som et kniplingsmønster over bjælkefacaden og under tagskægget.
Jeg fejede sidste efterårs blade væk, da jeg kom herop for et par uger siden, og skrubbede huset udvendigt med en gulvskrubbe.
Min far ser det ikke. Bladene, spindelvævene, sporene efter musene. Ligesom man kan komme herop og døren står åben, selvom huset er forladt. Han er bare gået ud. I over 40 år kom der altid en ud efter ham, der lukkede døren.
Når man får sit hjerte knust virker det altid som om alle sangene i radioen handler om ulykkelig kærlighed. Når man mister en forældre, er det som om alle bøger handler om, at vi er nogens børn. Måske er vi altid nogens børn, og ikke mindst når den vi er børn af mangler. Døden ophæver på ingen måde komponenterne i ligningen.
Jeg har netop læst Maya Angelous Mom & Me & Mom. Maya Angelous mor forlod hende, da hun var to år. Hun voksede op hos sin bedstemor, og så først sin mor 11 år senere. Hendes mor var en flamboyant, sofistikeret, no-bull-shit-kvinde, som Maya ikke kunne kalde andet end Lady. Så det blev hendes navn.
Der var et oprindeligt svigt, men der kom så meget andet til.
Da Maya som 14-årig fik job som den første sorte sporvognskonduktrice i San Fransisco, kørte hendes mor hver eneste morgen fra kl 04 til daggry bag sporvognen med en Luger i sin taske. For en sikkerheds skyld.
Da Maya året efter gik i seng med en ældre dreng af ren og skær nysgerrighed over kroppens mange mysterier og blev gravid, tog Lady det oppe fra og ned. Måske fordi hun var en sort kvinde i en tid, hvor skæbnen alt for ofte kom ind fra højre og rev tæppet væk under fødderne på en uden at man kunne forvente nogen form for retfærdighed i dét. Måske fordi hun var en mor, der elskede sin datter.
Hun tog selv imod barnet; med kærlighed og stædighed.
Lady var excentrisk, lyststyret og havde en foruroligende hang til vold, men hun var der altid; gennem skilsmisser (begges), voldelige overfald, skiftende elskere, ensomhed og en depressiv svensk vinter i Stockholm.
I løbet af Maya Angelous usædvanlige karriere fra fry cook og ekspeditrice til calypso-sangerinde med en opdigtet cubansk identitet, til hovedrolleindehaver i Porgy og Bess og modern dancer og frem til at hun blev en af de afgørende stemmer i moderne amerikansk litteratur, var der altid én, der stod i kulissen, klar med et bifald, et rolleskift eller en .38 alt efter behov, og det var Lady.
Hendes loyalitet var ligeså vedholdende og forudsigelig som regn i november og hendes kærlighed ubøjelig som en jernbanesvelle.
Sådan var min mor ikke. Det var Maya Angelous mor måske heller ikke altid. Det er svært at sige, hvad der flyder gennem forfatterens filter og hvad der sætter sig fast, som en klump i halsen, og ikke kommer med.
Men een ting gik op for mig, mens jeg læste om Lady. Ligegyldigt hvad og hvem man kommer fra, bør man altid være Maya Angelous mor overfor sig selv.
Så jeg laver mig en iskaffe, fejer lidt spindelvæv væk fra liggestolen og sætter mig i skyggen af det hus, der engang var min mors.
Susanne Cordes 