”Er alle 40-årige mænd omvandrende force majeures?”

Nu er det desværre ikke mig selv, der har formuleret overskriften. Det er min gode ven Lars. Vi var for et par uger siden sammen inde og se Sofia Coppolas Somewhere. Efter filmen var Lars eet stort spørgsmålstegn. Hvad var det lige den film ville? Hvilken interesse skulle vi forestille at have i at se en film, der portrætterer en nyskilt, halvfalleret Hollywood-skuespiller, der skøjter rundt på livets overflade, mens han ditcher alle de seriøse, følelsesmæssige forhold i sit liv og opfører sig lige så umodent som en hormonforstyrret teenager?

Jeg var derfor nødt til at forklare Lars, at det vi lige havde set, var portrættet af et tilsyneladende tidsfænomen: mand i krise.

Når Lars ikke havde fattet pointen, skal det lige siges, at han

1. er helt utrolig sød

2. er bøsse

Så hans spørgsmål skal nok i virkeligheden omformuleres til: ”er alle 40-årige heteroseksuelle mænd omvandrende force majeures?”

Derfor var jeg også nødt til at forklare ham, at ja, det kan godt se sådan ud.

For er det ikke sådan, at de fleste ca. 40-årige mænd, vi kender, render rundt i en krise, hvor de pendulerer frem og tilbage mellem poler som frihed og ansvar, frihed og forpligtelse, valgfrihed og valg (ja, frihed er et gennemgående ord her)?

En tæt-på-de-40-mand droppede endda præpositionen, da han forleden skulle forklare sig overfor en af mine veninder: Jeg er en livskrise.

Rammende nok.

Det er jo virkelig trist, at så mange mænd er i krise. Smerteligt og forvirrende.

Men er det ikke også som om den krise skaber en undtagelsestilstand, hvor alle moralske hensyn til andres følelser bliver ophævet? Som nu i Somewhere?

Det er lidt ligesom den undtagelsesklausul i din forsikringspolice, der fritager forsikringsselskabet for at udbetale præmie i tilfælde af naturkatastrofer.

”Det er jo tragisk”, siger min ven Lars empatisk (jeg sagde jo, at han var sød).

Jeg er nok nødt til at give ham lidt ret. Det er tragisk. Også for alle de kvinder, der sidder og venter på kanten af orkanernes rasen og jordskælvenes epicentre.  Vi er indtil videre efterladt med følgende valg:

1. Florence Nightingale-modellen (opslidende i længden, tro mig)

2. Caroline Fleming-modellen (noget mere attraktiv, især hvis den 23-årige har et par milliarder på bankbogen)

3. Cølibat – jusqu’à nouvel ordre, som man siger på fransk.

Jeg håber bare, at den krise snart blæser over, så vi kan komme videre med det der liv, alle taler så meget om. Let’s really go somewhere.