Inden jeg rejste til Tirana var jeg rundt på nettet for at finde en vinkel på moderne albanske kvinders problemstillinger. Udover en spændende artikel fra NY Times om albanske ‘sworn virgins’, en stadigt eksisterende, ældgammel tradition, der gør det muligt for en kvinde at indtage pladsen som familiens patriark såfremt hun forbliver jomfru hele sit liv og lever som mand, fandt jeg ikke meget.
Da jeg efterfølgende bare googlede ‘Albanian Women’ fik jeg til gengæld en hel del hits. De fleste af dem med farverige billeder til.
Da jeg senere i Tirana taler med lederen af det nationale center for ligestilling, fortæller hun også, at Albanien var et af de første lande i Balkanregionen, der så trafficking som problem. Det var ikke kun albanske kvinder, der på grund af landets fattigdom, blev trafficked, men på grund af Albaniens fordelagtige geografiske placering (noget allerede Mussolini så store muligheder i) på kanten af Adriaterhavet og dermed EU, blev Albanien i 90-erne et opsamlingsland for organiseret trafficking-kriminalitet.
Trafficking er stadig et problem for Albanien. Det stort set eneste kriminalpræventive tiltag i de seneste år har været et generelt forbud for privatpersoner mod at eje mindre både. For så kan man ikke sejle over til Italien. Men hvor der er en vilje, er der også en vej, som Mirela fra kvindecenteret også gør opmærksom på.
De senere år har set flere og flere kvinder vende tilbage til Albanien efter at være sluppet fri fra deres trafficking-bagmænd, men tilbudene om resocialisering er meget få for dem. Der er oprettet flere herberger, hvor kvinderne kan bo midlertidigt, men på trods af at også private initiativer er begyndt at se dagens lys, er kapaciteten ikke stor nok. For langt de fleste familier i det overvejende muslimske Albanien er skamfølelsen så stor, at kvinderne ikke længere har et hjem, når de vender tilbage.
Det største problem er, hvordan kvinderne kommer videre fra herbergerne. Hvordan får de et nyt netværk, job, en almindelig hverdag? Her er der endnu ingen tilbud om hjælp.
Min store undren da jeg går i den første milde aften i Tirana, er at jeg stort set ingen kvinder ser på gaden. De er ikke ikke-eksisterende. Der er bare så utrolig få. Unge mænd går i grupper og hænger ud på gadehjørnerne. I Block-en, den firkant midt i byen, der tidligere husede det kommunistiske magtcentrum (bla diktator Enhver Hoxa’s private villa, som jeg har udsigt til fra hotellet) og som var off-limits for den almindelige befolkning men som nu er blevet det trendy sted at gå ud, er cafeerne og vinbarene fyldt med mænd.
Jeg spørger flere, hvordan det kan være, men det eneste svar jeg får, er at det må være et tilfælde. Jeg har bare været ude den forkerte aften. Næste aften oplever jeg dog det samme.
Derfor er jeg også nysgerrig efter at spørge Mirela fra kvindecenteret om, der er en underlæggende sociokulturel årsag, der kunne underbygge mine observationer. Næh, svarer hun og ser mærkeligt på mig, det må være et tilfælde.
Det må jeg jo så acceptere.
Susanne Cordes 