Denne sommer har været en lang række af internetlakuner. Først i det ene familiesommerhus med vakkelvoren netværksforbindelse, så i det andet hvor der slet ingen netværksdækning var. Så tilbage i det første. Det har været lidt som barndommens sommerferier dengang før internettet overhovedet blev opfundet.
Lidt efter lidt begyndte jeg endda at give slip på følelsen af, at jeg gik glip af noget. Så var vi bare til. Uden at vide hvad alle mine facebookvenner fik at spise til aftensmad eller hvor mange kolbøtter deres børn havde slået på gulligtgrønne græsplæner med nostalgisk filter. Uden tal på hvor mange jeg kendte, der var tjekket ind ude i lufthavnen eller på Noma. Eller havde solbrændte fødder og perfekt lakerede negle.
Jeg var ude af loopen. Besøgsstatistikken her på bloggen så godt som flatlinede.
Vi tog til Sverige og havde endnu mindre opkobling. Der var ikke meget andet end vilde bær, ICA (åh, mit livs superlove) og den store svenske tysnad. Vi blev vækket af hestevrinsk. Vi læste bøger, fandt en stak sladderblade og er nu fuldstændigt opdateret på Tom og Katies skilsmisse på svensk. Vi ristede helt ufatteligt mange marshmellows i brændeovnen, så hele huset til sidst lugtede af brændt ved og aske og den indtil-videre-mindste var høj på karamelliseret sukker.
Jeg glemte at tage min iPhone med mig, når vi gik ud og fik ikke taget nogen billeder overhovedet.
Nogenlunde sådan her ser den store svenske tysnad ud. FOTO: SIMON CORDES
Da vi sad på færgen hjem havde vi pludselig netforbindelse igen. Jeg loggede på med det samme. Et øjeblik så jeg op. Der sad vi med hver vores lille skærm, de solbrændte ansigter badet i blåligt lys. Øjnene fokuseret på verden derinde.
Det er egentlig en skam, tænkte jeg.
Skal det være sådan? Var livet derude i verden og stilheden ikke bedre, mere autentisk?
Vi sad der uden samtale, i hver vores lille, store verden.
Vi kom hjem og jeg fik åbnet min facebook. Scrollede sådan ca. gennem alle de ulæste post. Faldt over en psykoanalytisk ping-pong, blev fanget af en højt kvalificeret samfundskritisk debat, mærkede kuldegysningerne fra en venindes hudløshed. Jeg fik læst virtuelle stakke af relevante artikler om moderne familieformer, kommunikation, politik, kunst. Min hjerne begyndte at vågne. Kommunikationen trak i mig som en sukkertrang. Og jeg blev faktisk lidt bevæget over, hvor meget vi evner at give videre til hinanden herinde. Ok, det er ikke ALT, der behøver blive delt, men generøsiteten i strømmen kan faktisk være vildt berigende. Hvis man er åben og filtrerende på samme tid.
Jeg vil ikke længere være i stand til at vælge enten/eller. Det vil nok altid være en verden af både/og. For livet er jo hvad man gør det til, både derude og herinde.
Susanne Cordes 