I teatret: Husk styrthjelm

Jeg havde vundet to billetter til Helle Helle på Mungo Park. Faktisk var det første gang i mit liv, jeg havde vundet noget. Så Helle Helle og Mungo Park, havde noget de skulle leve op til.

Jeg vil bare sige een ting: man skal passe på, når man går ind og ser Dette burde skrives i nutid. Møbler og rekvisitter kan godt finde på at flyve uregerligt rundt. Men det er nu ikke derfor, det er vigtigt at huske styrthjelmen. Det er fordi man, især hvis man er lidt ligesom mig, risikerer at få smidt sin fortid lige i hovedet.

Det er ikke kun fordi skuespillerne på sælsom vis har formået at indfange den helt særlige, (s)let syngende dialekt man kun finder på strækningen mellem Roskilde og Viby Sj (dog er Svogerselv også iberegnet). Derude hvor ikke bare kragerne vender, men hvor alle vokaler går hen og bliver dobbelte. Heller ikke kun fordi min første kæreste lidt som Per Finland, faktisk boede på et kælderværelse hos sin far i Havdrup og havde en vandseng, komplet med forvasket, koboltblåt sengetøj (han havde så også en stor sølvring i øret og stilede efter at blive en kopi af Ib Michael). Heller ikke bare det, at den voksne Dorthe på et tidspunkt hiver en trøje op af en kasse, som er en TRO kopi af en trøje min mor strikkede engang ca midt-firserne, dengang alle pludselig skulle strikke alt muligt i signalfarver på pinde nr. 20 (oh, rædsel!). Heller ikke fordi unge Dorthe undslipper med firetoget og lander i noget pseudointellektuelt miljø lige mellem KUA og Scala. Sortklædt lyrik og nul penge på kontoen. Altså ligesom mig selv. Rundt regnet.

Men mest af alt fordi personerne driver rundt i den retningsløshed, man kun kender, hvis man har været ung i provinsen. De fortaber sig i detaljen, simpelthen fordi de ikke kan få øje på den større sammenhæng. Og i det øjeblik hvor Dorthe fucker det hele op med Per Finland i pejsestuen ude i Glumsø til tonerne af Pink Floyds Wish You Where Here, formfuldendt akustisk klimpret fra et hjørne af scenen, ja, der fældede jeg faktisk en tåre. For hvad var provinsen i 80-erne, hvis ikke den var en fiskebowle af fortabte sjæle, der alle svømmede rundt og troede, at de var de eneste to? Som så fuckede det hele op.

Jeg anbefaler at man tager op og ser det, når det har premiere i denne uge. Godt polstret. Teater er nærvær og virkelige mennesker.

Skriv en kommentar

Filed under Livet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s