En anden dame fylder 40

Jeg er ikke den eneste, der fylder 40 i år. Det gør Ms. Magazine også. How about that?

More than a magazine - a movement

I februar 2010 sad jeg på Kathrine Spillar, chefredaktør på Ms. Magazines, kontor i LA. Jeg havde fået tildelt en time i hendes selskab for at lave et interview til FORUM (interviewet kan læses her) om amerikansk abortpolitik og Obama-administrationens betydning for kvinders rettigheder i Guds eget land. Og så selvfølgelig om Ms selv, et fyrtårn i den feministiske nyhedsformidling.

Halvvejs inde i interviewet skal jeg lige til at spørge Kathrine Spillar om, hvad det betyder for hende, at Ms året efter fylder 40. Vent lige lidt, siger en lille skeptisk stemme inde i mit hoved, Ms er jo grundlagt i 1971. Det er jo samme år som jeg blev født. Og jeg fylder jo langt fra 40 om et år, så ….. jeg må have lavet en regnefejl …
Så var det at ti-øren faldt. Hvordan det kunne komme sådan bag på mig, ved jeg ikke. Jeg var jo trods alt 39. Og efter 39 kommer … Men jeg har på den anden side heller aldrig været god til tal.

Det var Gloria Steinem, der grundlagde Ms. Det udkom første gang som et tillæg til New York Times og det blev ikke spået nogen lang levetid. Det er en døgnflue. Hvad kan kvinder, dog finde på at skrive om? They’ll soon run out of things to write about, som en mandlig nyhedsoplæser spåede. Han tog fejl.

De løb ikke tør for ting at skrive om. I 40 år har de holdt magasinet kørende på trods af, at de holder sig fri af annonceindtægter (det er så svært at finde annoncører til et kvindemagasin, som portrætterer kvinder på en seriøs måde, som Kathrine Spillar lakonisk bemærkede den formiddag i LA). Og det er anbefalet læsning. Amerikansk samtidspolitik, globale problemstillinger, kultur, litteratur, musik og politisk aktivisme ryger en tur gennem de feministiske briller og en gang i kvartalet rammer Ms et udvalgt antal kiosker – altid sagligt øjenåbnende, veltilrettelagt, velskrevet og relevant.

I Danmark kan Ms købes i Magasins kælder. Eller læs det på nettet her.

(Nej, jeg har ikke glemt, at jeg stadig skal skrive om råd nr 3. Det kommer. Bare ikke lige i dag.)

Skriv en kommentar

Filed under Medier, Mit arbejde

Skriv en kommentar