Det er næsten en helt almindelig hverdagsaften. Kun næsten. For teenageren har fødselsdag og bliver nu helt officielt teenager, selvom hun efterhånden har lagt beslag på den status i et stykke tid. På den søde, sjove, kloge måde selvfølgelig.
Ude i køkkenet står min eksmands nye, latinamerikanske kone og steger forårsruller for fødselsdagsbarnet har bestilt blandet asiatisk mad. Nu er vores familie ikke asiatisk. Men blandet, det er den.
Jeg laver kyllingespyd ved langbordet. Eksmanden snitter grøntsager. Det er han da meget god til, bliver den nye kone og jeg enige om.
‘Du har opdraget ham godt’, siger jeg til hende.
‘Nej, du har opdraget ham godt’, siger hun. Ok så, det er en ære, jeg ikke lader gå fra mig.
Eksmanden får røde ører og vi griner af ham bag om ryggen på ham. Ikke på en ond måde. Vi har bare noget til fælles.
Kæresten kommer og skænker vin op.
Af en eller anden grund har alle slået sig ned inde i soveværelset. Mine forældre, min bror, der er på en mellemlandning mellem Toronto og LA (hvordan man får det til at blive en mellemlandning i Kbh er lidt af et puslespil, der skal til for at få den del af familien til at gå op), hans søde kone og lille søn.
Måske vi skal lave det om til et pyjamasparty?, joker vi, men ender allesammen rundt om langbordet på et mærkeligt sammensurium af stole. Godt blandet sammen på måder, vi måske ikke lige havde forestillet os, dengang vi stod i en eller anden form for udgangspunkt. Men man kan rumme mere end man tror. Og som regel lidt til.
Og så er det også bare rigtig svært at blive uenige om noget som helst over en lagkage med nougatskum.
En aften i et familieliv, der da aldrig bliver spor kaotisk
