Hvor mange slemme brudepiger skal der til for at skabe et vendepunkt?

Én ting kan siges med sikkerhed om filmen ‘Bridesmaids’: den er sjov.
Faktisk var der meget få øjeblikke, hvor jeg ikke grinede/fniste/smilede mig igennem de godt to timers totalt platte fisselettehumor. Og det på trods af at bedsteveninden og jeg sad totalt gennemblødte i biografen efter at have kæmpet os gennem årets næstværste regnvejr af gammeltestamentlige proportioner for at se filmen.
Det var jo ikke bare en sjov film. Det var en sjov film skrevet af to kvinder og med kvinder i alle de bærende roller. Og det var jo ikke bare en sjov chick-flick. Det var jo en film, der er blevet kaldt en feministisk revolution i Hollywood – tænk, kvinder kan være sjove OG sælge billetter på samme tid. Og Politiken havde i sin anmeldelse kaldt den ‘et feministisk vendepunkt’.
Det svømmer man jo gerne igennem en mindre syndflod for at opleve med egne øjne.

Plottet er som enhver sikker Apatow-komedie – en simpel storyline der er twisted ligeså mange gange som en teenagepige kan nå at sno sit hår i minuttet: Annies bedste veninde skal giftes og det ville være dejligt, hvis ikke det var fordi Annies eget liv lige havde ramt bunden og skrabet den. Hun er gået konkurs med sit cup cake-bageri, har mistet sin kæreste, har et absolut fremtidsløst bollevenindeforhold til manden, vi bedst kender som Don Draper, hun kører i en bil, der ville få selv en gulvspand med plastichjul til at se glamourøs ud og bedst som man tror, at det ikke kan gå værre, er hun nødt til at flytte ind hos sin mor.

Man skulle ikke tro, at det kunne være så sjovt at se en kvinde ramme bunden blot for at opdage at den stort set er bundløs. Men det er det. Det kan til dels undre, at den scene i filmen, der har fået credit for at skabe feministisk revolution i Hollywood, involverer så meget bræk og fækalier. Jo, jo, det er skam sjovt at se fem ellers mere eller mindre tjekkede kvinder få galloperende diarré iført meget store og meget dyre brudekjoler. Jeg er måske bare mindre overrasket over, at kvinder også har tarmfunktioner end det lader til, at Hollywoods money men har været det. For det er imidlertid i den usminkede skildring af de to kvinders venskab og i Annies absolut nådesløst kiksede tumlen mod livets ensomme nulpunkt, at filmen har sine egentlige stærke momenter. De momenter, hvor kvinder får lov at stå frem, som de (også) er, når de diskuterer blow jobs med veninderne (tak til SATC), lader paraderne falde, overmandes af grim misundelse, gør sindsygt dumme ting af stolthed eller står med ryggen mod muren og mascaraen langt nede af kinderne.

Jo, kvinder kan også godt blive sat til vægs af livet, and it ain’t pretty. Men det kan godt være hylende morsomt.

Men er det en feministisk revolution? Et vendepunkt?
Kan en film, hvor hovedpointen er, at antiheltinden skal tilbage i køkkenet og bage flere cupcakes just efter hun har lært at elske den søde politimand, overhovedet være det? En film, der scorer billige points på pigekys, og som uden ironisk glimt i øjet har en storbarmet blondine, der giver den hele kavalergangen på plakaten? En film, hvor den eneste for alvor alternativt konstruerede kvindelighed, den utilpassede, konventionssprængende, våbenglade, storræbende og befriende promiskuøse svigerinde, er kørt ud på et mærkeligt dramaturgisk parallelspor?

Eller kan den blot vise os, at hvis det her er, hvad Hollywood kalder feminisme, ja, så har Hollywood stadig et stykke vej at gå.
Men heldigvis er der så nu, nogle talentfulde kvinder, der kan trampe det igang.

Skriv en kommentar

Filed under Film

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s