Tanker fra Tirana

Da jeg først fortæller, at jeg skal til Tirana, spørger to forskellige venner om jeg skal til Mexico.
En tredje spørger om bekymret: er der ikke krig dér?

Det er ikke så mærkeligt. Tirana er Europas hemmelige hovedstad.
Inden afrejsen har jeg forsøgt, at finde noget information om byen og om albanske kvinders rettigheder og muligheder (det sidste kommer der mere om en anden dag). En googlesøgning resulterede i et par engelsksprogede artikler skrevet spredt over de seneste par år. Ikke noget up to date.
Det albanske turistministerium lader også til at følge kommunisttidens leveregel nr. 1 : Det er altid bedst at holde kortene tæt til kroppen.

Men nej, der er ikke krig i Albanien. Der er dog heller ikke helt fredeligt.
Trafikken er anarkistisk og helt ufatteligt larmende (og prangende! Aldrig før har jeg set så mange Mercedeser på så lidt plads), husfacadernes farver skriger om kap, fordi den nuværende borgmester, der er forhåndværende kunstmaler og meget glad for farver, for et par år siden enevældigt besluttede at friske byen op med skrigfarver. En beslutning de lokale kun har en opgivende hovedrysten tilovers for.
Arbejdsløsheden er galopperende og det samme er den urbane befolkningstilvækst (Tiranas indbyggertal er tredoblet i løbet af de sidste 20 år). Chaos reigns; men egentlig på en meget charmerende måde.
Tirana minder mest af alt om et provinsielt mix mellem Bucharest og Istanbul uden den sidstnævntes melankolske skønhed.

I paskontrollen i Moder Teresa-lufthavnen taler jeg med en albaner med tysk pas ( dem er der en del af, ud af de 4 millioner albanere i verden bor kun de 2 millioner i Albanien).
“Du er fra Danmark?”, spørger han efter at have skævet nysgerrigt til mit pas.
Jeg svarer bekræftende.
“Hvad skal du i Tirana?”
“I am just visiting”, svarer jeg, hvilket lader til at være det sjoveste svar, jeg kunne have valgt.

Jeg må også indrømme, at jeg i de næste dage ikke ser een eneste anden turist.
Men her sidder jeg, i den blide balkannat, i udkantseuropa, i en hemmelig hovedstad, i paradoksernes og uforudsigelighedens hjørne af Verden, mens elektriciteten kommer og går og tænker, at kaos jo også kan have sin egen form for skønhed, selvom den aldrig er af den iøjnefaldende slags.

Skriv en kommentar

Filed under Livet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s