Man gør et barn fortræd. I den bedste mening

Er jeg den eneste, der følger historien om Amy i Politiken? Den adopterede, etiopiske pige, der blev fjernet med vold fra sin plejefamilie af Næstved Kommune? Videoen af den voldsomme tvangsfjernelse har fået sindene i kog, men Politiken fortæller en historie om Amy, der begynder langt tidligere. En historie, der rejser langt flere spørgsmål end dem, der knytter an til Næstved Kommunes håndtering af Amys tilhørsforhold lige nu og her. For Amys historie handler også om en transnational adoption, der er gået helt galt. En adoption, der muligvis aldrig skulle have fundet sted.

Amy var 9 år, da hun blev bortadopteret til et dansk par i Næstved sammen med sin halvandet år gamle lillesøster. Deres mor var syg af AIDS og kunne ikke klare de to piger. Selvfølgelig handlede det om overlevelse. Der er bare også så mange andre interesser på spil, som ofte bliver overset.
En pige på 9 år, der bliver fjernet fra sin syge mor, sin familie, sin dagligdag og sendt til den anden side af jorden. Så langt væk, at hun ikke har mulighed for at opretholde forbindelsen til sin baggrund, sin kultur, sit sprog. I den bedste mening, måske. Men ikke de bedste forudsætninger for et barneliv.

De traumer og den sorg, som Amy oplever ved den første ‘tvangsfjernelse’ skal der specialiserede psykologer til at støtte op om og rette op på. Amy havner hos et helt almindeligt dansk par i Næstved. De vil gerne have en helt almindelig familie med to piger, der er deres. Savnet og sorgen skal ikke være der. Den hører ikke hjemme. Nu er de jo en familie. En dansk familie.
Når Amy insisterer på savnet, insisterer de på, at hun tilhører dem som familie. I hendes fortælling slår de korporligt savnet ud af hende. Er det en form for slægtsskabstyrrani?
Amy længes efter nyt fra den syge mor i Afrika, fra familien, de andre søskende, det gamle liv. Det synes adoptivforældrene ikke er en god idé, nu hvor hun er dansk. Men Amy savner og sørger. Til sidst opgiver de hende. De vil ikke have hende alligevel. Det var jo ikke sådan, det skulle være.

Der er så mange spørgsmål omkring, hvilke forventninger vi har til hinanden og til behovsopfyldelse i en given slægtsskabsrelation – adoption eller ej – indlejret i denne del af fortællingen, at jeg slet ikke kan begynde at åbne op for dem her.
Amy flyttes til plejefamilien, hun tvangsfjernes fra plejefamilien, mediernes historie tager over og handler om en kommune, der har fejlet og svigtet.

Men måske blev Amy svigtet længe inden? Vi adopterer børn fra fjerne lande, fordi vi ser det som en win-win-situation. Et barnløst par, der ønsker at blive en familie, får deres ønske opfyldt. Et barn, der kun har udsigt til et liv i fattigdom, får en chance for et bedre liv. Men er det virkelig altid den eneste mulighed?
En adoption er bekostelig. Administrationsomkostninger, gebyrer, korruption i donorlandet og rejseomkostninger for de adopterende løber hurtigt op i 100.000 kr. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være gjort for Amy, hendes søster og deres mor, hvis de penge var blevet brugt på at forbedre deres leveforhold i Etiopien. 100.000 kr rækker alligevel langt i Afrika.

Amys historie stiller også spørgsmålet om, hvorvidt transnational adoption altid er af det gode. Og om hvorvidt det altid er så problemfri og god en vinderproces, som  vi ofte fortæller os selv, at det er.
Den stiller i hvert fald spørgsmålet om, hvorvidt det er i et 9-årigt barns interesse at blive omplantet til nye familieforhold langt væk fra alt, hvad hun hidtil har kendt.

Der bortadopteres stort set aldrig danske børn. Det er ikke fordi, der ikke er forældre i Danmark, der ikke magter forældreskabet. Tak til Lisbeth Zorning for at have sat fokus på det. I Danmark har vi blot en tanke om, at det er i børnenes interesse altid at bibeholde en eller anden form for relation til deres biologiske forældre, selvom de opvokser i plejefamilier og/eller på institution. De skal vide hvem de er og hvor de kommer fra.
Vi ser som oftest anderledes på adoptivbørn. For dem er det bedst at glemme. Clean cut. Nu er de nogle andre. Har et andet tilhørssted. Der er ingen (eller kun en meget knudret) vej tilbage til oprindelsen.

Det er også en del af Amys fortælling. Ingen havde bare regnet med, at hun var så stærk og velformuleret en pige, at hun selv gjorde opmærksom på det. Prompte. Igen og igen. Det er uretfærdigt, siger hun med den 11-åriges logik.
Det er næsten ubærligt trist, hvad en pige på 11 allerede har været igennem af svigt og savn. Men Amy har en stemme. Hun råber op, når hun bliver gjort fortræd. Selv når det sker i den bedste mening. Det er lyspunktet i denne her historie.

15 kommentarer

Filed under Livet, Medier

15 responses to “Man gør et barn fortræd. I den bedste mening

  1. Irene

    Hej Susanne. Rigtig godt blogindlæg. Det er dog ikke rigtigt, at man mener, det er bedst at adoptivbørn glemmer deres fortid og biologiske familie. Tværtimod lærer man på de aoptionsforberedende kurser explicit om vigtigheden af at støtte op om barnets historie inkl. oprindelsesland og familie. Så meget desto sørgeligere er denne sag, hvor barnets følelser og behov tilsyneladende på ingen måde har haft højeste fokus.
    Mvh. Irene

  2. susannecordes

    Jeg er godt klar over, at der i dag er langt mere fokus på, at de nye forældre sætter sig ind i barnets oprindelse og oprindelseslandet og -kulturen. Uden at være ekspert forstår jeg dog, at stort set alle transnationale adoptioner foregår som lukkede eller anonyme adoptioner, dvs. at kontakten til den biologiske familie ophører den dag adoptionen træder i kraft. Den biologiske familie kan kontakte Dan Adopt (som i Amy-sagen), men de har ingen viden om, hvor barnet befinder sig etc. Tilknytningshensynet er selvfølgelig alfa og omega for både barnet og den nye familie, men jeg undres blot over, at vi som samfund vægter kontakten til den biologiske familie (tur/retur) højt i forbindelse med danske tvangsanbringelser, men vælger det modsatte i forhold til adoptivbørn. Det har været min erfaring fra personlige relationer, at adoptivbarnets tab oftere trivialiseres og at derfor kan være svært for de børn – selv som voksne – at italesætte tabet.
    I tilfældet med Amy er det særlig tragisk, fordi så stort et barn som hun har et naturligt behov for at opretholde kontakten. Det er for mig klart, at hun føler en angst ved tabet samt en angst over, hvad der nu sker med familien i Etiopien. Ligesom jeg fuldt ud forstår den biologiske families behov for at vide, hvor hun er og hvordan hun har det.
    Og jeg forstår grundlæggende ikke, at man kan lade en adoption gå igennem uden som minimum at stille den rette professionelle hjælp til rådighed for familien efterfølgende – og jeg tillader mig også at betvivle om en adoption i det hele taget har været den mest hensigtsmæssige for en pige i hendes livssituation.
    Men det skal ikke ses som en generaliserende betragtning omkring adoption i det hele taget.

  3. susannecordes

    I det sidste mener jeg selvfølgelig, at jeg ikke forstår, at man lader en adoption af en 9-årig pige gå igennem uden professionel psykologhjælp til at bearbejde processen.
    Det gik lidt hurtigt …

  4. Julia

    Gode og vigtige reflektioner, tak for det!
    Vi er nogen der har måtte bryde ud af dysfunktionelle adoptivfamilier, som basalt var bygget på de reflektioner du gør dig.
    Flere har ophævet deres adoption som voksne, deriblandt jeg selv.
    Mange biologisk fødte er “misundelige” over vi har den mulighed. Men det er naturligvis en smertefuld beslutning, at erklære sig selv slægtsløs, når man én gang har gået cuttet sine rødder til en slægt. Den eksistentielle, fysiske og/eller åndelige smerte ved at blive i adoptivfamilien, skal være stor for at vælge ensomheden, når man er blevet givet bort som barn.
    Flere adoptivforældre og myndigheder er bange for at det kommer for meget frem at nogen har ophævet adoptionen. Det kunne jo afslører utilstrækkeligheder….nemmere at sige det er den adopterede den er galt med. Ligesom Amy’s forældre.
    Håber hun har en person som er 110% på hendes side til at støtte. Én som ikke er fedtet ind i kommunen eller andet.
    Men vi er mange som kan genkende det hun gennemgår m adoptivforældrene, der mener hun er deres rettighed!
    Trist men sandt….
    Tak endnu engang for godt indlæg. Kh. Julia

  5. Julia

    ….slægtsskabstyrani – super godt udtryk! Må jeg låne det til et debatindlæg jeg er ved at skrive til et af de stor dagblade – om tabuerne i adoptionsmiljøet?
    Kh. Julia

  6. susannecordes

    Tak, Julia, for din kommentar, som jeg faktisk blev rørt over. Slægtsskaber er som oftest komplekse og komplicerede og overskrider af og til vores smertegrænser, men jeg forestiller mig, at det at være slægtsløs ikke er hverken mindre smertefuldt eller mindre kompliceret.
    Jeg har ikke selv nogen andel i adoptionsdebatten. Jeg er ikke adopteret og jeg har ikke adopterede børn. Men jeg synes, at det har været vigtigt at nuancere fortællingen om, hvad adoption er og hvad adoption betyder for dem, der er involverede. At der godt kan være blandede følelser, ambivalente tilhørsforhold og et behov for en anerkendelse af tabet. Konsekvenser, med andre ord. Og måske er der også andre måder at gøre det på?
    Jeg er rigtig glad for din kommentar og glad for at du kunne bruge mine tanker til noget. Og ordet ‘slægtsskabstyrani’ er dit. Brug bare løs!

  7. Julia

    Tak for ord og ordet – det er ikke hver dag man får et nyt ord forærende!:-)
    …efter smerten, ensomheden, forvirringen, sorgen og meget andet, kom (og man tør jo næsten ikke sige det, men) en befriende frihedsfølelse. Ja fra slægtsskabstyranien, når der nu var nogle meget meget fundamentale ting der slet ikke gik. Smerten over at skulle “lade som om” og fake familieidyl på falske primisser, er svært når ens græder inden i. Som om det lille barn inden i, ikke kunne modstå det ydre pres om at lade som ingenting, når der nu i virkeligheden var alt muligt i vejen. Og når adoptivforældrene og resten af familien fortier og fornægter sandkassens (som bla. Amys adoptivforældre), må man spørge sig selv: hvad er en familie egentlig? Og hvor stor en pris er man villig til at betale, for at kunne sige man har en familie?

    Hele adoptionsverden er meget komplekst – og er desværre også blevet meget betændt. De færreste har lyst til og mod på at få helet denne betændelse helt fra “roden”. Ja det kræver en rodbehandling! Og kun få er i stand til dette. Og det er ikke nødvendigvis de såkaldte adoptionseksperter/psykologer, for mange af dem tør de (voksne) adopterede slet ikke gå til, fordi de får statsstøtte fra myndigheder der primært er adoptivfamilieorienterede.

    Men lad os se hvad fremtiden bringer…Vi er heldigvis nogen, ud over lille Amy, der tør tale højt om adoptionsverdens problemer og tabuer!

  8. Julia

    …Christ, ens iPhone foreslår da de mærkligste ord! Der skulle naturligvis stå “sandheden” og ikke “sandkasse”:-) Det ville bløde hele debatten op hvis der blot var tale om sandkasser – det er desværre bare ikke realiteten.

  9. Kære Julia og Susanne
    Jeg er midt i adoptionsprocessen og på venteliste til et barn netop fra Etiopien, så jeg har selvfølgelig fulgt den tragiske Amy-sag. Der er vist ingen tvivl om, at Amy havde haft bedre af at blive i Etiopien på den ene eller anden måde – eller i det mindste haft mulighed for at komme på besøg hos sin mor og familie, selvom hun har sin lillesøster med sig.

    Det er en ældgammel diskussion, hvorvidt man har ret til at få et barn og endda et fra et andet, som regel fattigt, land, hvor børnene er givet væk af nød.
    Det er vigtigt at skelne mellem de familier, som i Amys tilfælde, rent faktisk har haft deres barn, og de andre, som vistnok udgør flertallet. Mange af børnene har jo ingen familie, når de bliver adopteret. De er blevet afleveret som nyfødte på et børnehjem, så de har ingen familie i oprindelseslandet/hjemlandet, som gerne vil følge dem, som elsker dem, og som har givet dem fra sig af nød. Der er en verden til forskel fra disse børn og til børn som Amy.

    Min mand og jeg var i efteråret på det obligatoriske adoptionsforberedende kursus, hvor jeg undrede mig over, at man her på det kraftigste fraråder, at man tager tilbage til hjemlandet, uanset barnets alder. Jeg spurgte til det og fik at vide, at selvom barnet når en alder, hvor det kan udtrykke ønske om at komme ’hjem’ – hjem (?) – så skal man ikke gøre det, fordi det kan fremkalde reaktioner, man som forældre måske ikke er i stand til at håndtere (godt nok). Jeg forstår det faktisk ikke.

    Jeg tænker og tror, at man som adopteret barn i et fremmed land, hvor man bl.a. resten af sit liv skal forholde sig til at se anderledes ud, må føle det som en stor befrielse at rejse tilbage til et land, hvor alle andre ser ud som en selv. Det må være en befrielse at komme tilbage til der, hvor man har sin oprindelse, tilbage til, hvor lyde og lugte måske er velkendte – og ikke mindst se sit børnehjem, hvor man har opholdt sig før adoptionen. Jeg tænker også, at man som forældre, hvad enten det er til et adopteret eller biologisk barn, som jeg har et af, eller ej, nok ved bedst, hvad barnet har godt af, brug for og er i stand til at håndtere ift. sin alder. Man kan tage de råd, man kan bruge fra det forberedende kursus og andre steder fra, og derfra alliere sig med professionel hjælp om nødvendigt og sin egen intuition og følelser.

    Lidt fakta:
    Omkostningerne løber ofte langt højere op end 100.000 kr., og de går IKKE til korruption, som du skriver. Læs mere her: http://www.a-c.dk/adoption/hvad-koster-adoption/vores-gebyrmodel/ og her: http://www.danadopt.dk/Files/Filer/Gebyrskemaer/Aftaleformular%20pr%20%201%20%20november%202011%20m.%20Gebyrblad%2017%20med%20Kenya.pdf, se side 9.

    // Katrine

  10. susannecordes

    @Katrine: Tak for din nuancerende kommentar. Jeg har som sagt hverken specialviden om eller aktier i adoptionsdebatten. Jeg satte det med de 100.000 lidt lavt (for ikke at male fanden på væggen) ud fra, hvad en adopterende familie havde fortalt mig for nylig. Jeg har også hørt fra flere familier, at de i sidste ende har følt sig nødsaget til at smøre de lokale myndigheder lidt for at få det endelige papirarbejde igennem til tiden. Anyway, det er selvfølgelig, indrømmet, andenhåndsviden …
    Det er rigtig interessant, at du fortæller, at forberedelseskurserne ikke opfordrer til, at man opsøger barnets oprindelsesland igen. Jeg tænker, at det er en lidt gammeldags tanke. I dag er vores forestilling om familien jo i det hele taget i opbrud. Vi er forældre på alle mulige og umulige måder til børn vi både har og ikke har et biologisk slægtsskab med. Det går jo heldigvis godt i de fleste familier, men det går i min erfaring allerbedst, når barnets behov bliver lyttet ansvarsfuldt til – og som du skriver burde det jo ikke være anderledes for en adoptivfamilie. Jeg håber, at I finder jeres egen gode måde at blive en endnu større familie på. Held og lykke med det.

  11. susannecordes

    @Julia: Jeg kunne nu godt lide ‘sandkassen’. Det satte mange interessante billeder igang :). Men selvfølgelig er ‘sandheden’ altid bedre …

  12. Julia

    Apropos GEBYRER, Kathrine, var der en mand, der da jeg i Aftenshowet sidste år og fortalte at jeg havde ophævet adoptionen, skrev ind, at jeg skulle huske der var betalt mange gebyrer for mig siden jeg kom til Danmark + at jeg burde sendes tilbage hvor jeg kom fra (som i mit tilfælde altså er Korea), da jeg nu ikke havde nogen tilknytning til Danmark, fordi jeg havde ophævet adoptionen til mine danske forældre……
    Hvad han ikke vidste, var at jeg, efter ophævelsen af adoptionen, havde genfundet og var blevet genforenet med min biologiske koreanske mor (ja, via Sporløs, tak for det!). Og at hun var immigreret til USA 3 år efter hun måtte opgive mig (eller retter, var blevet opfordret til det af det koreanske adoptionsbureau i 1974). Så det ville jo være ret mærkeligt at blive sendt tilbage til Sydkorea hvor jeg kom fra – af ret mange årsager.
    En langt ude, men alligevel rystende kommentar, at få med på vejen! Jeg blev af ham, betragtet som ikke-dansk, når jeg havde valgt at ophæve adoptionen med mine danske forældre. Formoder ikke denne mand, repræsenterer flertallet i Danmark. Men hvis vi kradsede lidt i lakken tror jeg, at du, Susanne, ville få al den nuance i adoptionsdebatten du kunne drømme om – måske endda lidt mere end du har lyst til at drømme om. Men lad os få så mange nuancer frem som muligt.
    Og Kathrine, jeg har så været ”hjemme”, tilbage i Sydkorea, i forbindelse med min Sporløs rejse. Vil lige sige at jeg altså er yderlig en minoritet, for ud over at jeg er adopteret – er jeg mikset (koreansk mor, black american far), dvs. en nougatbrun afroasiat. …..Så i mit tilfælde var der ingen genkendelse i omgivelserne – helt ok for mig. Jeg kan jo bare tage til London, Paris, eller endnu bedre Californien, hvis jeg skulle miste lysten til at skille mig ud. Og, ja så bor jeg i København, som er ret mangfoldig efterhånden. Men jeg ved det kan være en meget stor udfordring for mange af de udenlandsk adopterede som vokser op i udkants Danmark. Og den skjulte racisme stortrives i mange danske hjem (ikke kun i udkants Danmark)….
    Korea var fuldstændig fremmed for mig, da jeg kom tilbage. Ingen – absolut ingen genkendelse for mit vedkommend. Ingen erindring af lugte, steder, sprog eller andet. Men det var spændende at se hvor jeg kom fra. Mine biologiske rødder var trukket op med rod. Men jeg ved der er mange andre der har stor eksistentiel rigdom ved at komme tilbage til deres oprindelsesland, hvor de kan glide ind i gadebilledet.
    Men jeg synes personligt, det er fint nok at jeg skille mig ud, at se anderledes end flertallet. Jeg tror man skal passe på med at forestille sig en masse fiktive tanker om hvad ens barn vil synes er fedt (men langt ude hvad der bliver sagt på de adoptionsforberedende kurser om ikke at rejse tilbage!!). Det bliver hurtigt forældrenes omend velmenende forestillinger, som derefter projiceres over på adoptivbarnet….som ofte tilpasser sig forældrenes behov for at være gode forældre. Men som du selv siger, Kathrine, så er det en god ide at lytte til sin intuition (ved ikke lige med følelser, det er jo dine egne). Og så være nærværende, ærlige og ægte.
    Det kræver ret meget selvindsigt og mod at turde være helt ærlig og ægte – det ved jeg ikke om man lære på de adoptionsforberedende kurser? Dét som kan skabe konflikter, er at forældrene slet ikke kender sig selv og selv har svært ved at være åbne i forhold til egne tilknytningsproblemer, udfordringer, uafklarede familiekonflikter, mindreværdskomplekser etc. – og (ubevidst) hælder alt over på den adopterede, som er ekstrem modtagelig og sårbar. Konklusionen, når den adopterede reagerer mod alle disse projektioner, er i mange adoptivfamilier og blandt adoptionseksperter: ”det er fordi han/hun er adopteret” – og så prøver man at fikse barnet (evt. giver det en personlighedsforstyrrelses diagnose), så har man sig selv på det tørre – og man forstår ikke at der kommer en reaktion senere i livet. Men det er der jo så mange der gør – forskellen er bare, at den adopterede sjældent husker sit biologiske bagland og ophav, så forældre, familie og omgivelser, kan digte løs på ens personlighed. Det kræver virkelig forbindelse til ens kerne at bevare (eller genfinde) sit autentiske ægte jeg! Men det kan heldigvis godt lade sig gøre….
    ……Det var et langt indlæg! Måske jeg skulle gå ud og finde den dér sandkasse, lege lidt og glo ud i luften:-)

  13. Claus

    Tak til Susanne Cordes for en tankevækkende kommentar/analyse. Den sættes endnu mere i perspektiv i dagens Politiken, læs Dorrit Saietz’ større artikel om Amy’s mor i Etiopien:

    http://politiken.dk/indland/ECE1702488/amys-mor-gav-sine-boern-vaek-af-kaerlighed/

    Det bør rejse en debat om den hidtidige forenklede tro på, at det bedste for et adoptivbarn skulle være så lidt kommunikation som muligt med sin oprindelige familie, og det tilsyneladende fravær af respekten for den oprindelige mors ønsker om at kunne følge sine børn.

  14. Bente

    Jeg er dansk adopteret i starten af 1950. Min adoptivmor var psykisk syg og særdeles uegnet som mor. Det offentlige vidste besked, men gav mig alligevel til den familie, da moderen havde købt en barnevogn…………… ufatteligt, men sandt. Jeg har modtaget alle papirer vedr. min adoption samt mit efterfølgende liv på diverse børnehjem, psykologer mm. Jeg må iflg. de papirer ikke vise dem til nogen eller tale om det med nogen……….. flere af de involverede parter lever den dag i dag. Jeg er chokeret over, hvad jeg har været udsat for i særdeleshed når man tager i betragtning, hvor mange professionelle der var involveret i sagen………… her gjorde man et barn meget fortræd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s